LODSEN af Løgstør
Lodsbåden blev i april måned 2009 overdraget til Limfjordsmuseet af læge Torben Grønning Mikkelsen fra Thisted, der har ejet båden siden 1976, hvor den blev taget ud af aktiv drift på Limfjorden.
Lodsbåden er bygget i 1929 af skibsbygger Ove Christensen fra Glyngøre, manden, som også stod bag det første pennalhus. Netop pennalhusene og lodsbåden har mange fællestræk. Bl.a. ses ”søskendeforholdet” ganske tydeligt på de to skibstypers skrog.
Lodsbåden var aktiv i lodseriet, som både lods, reservelods samt fyr og vagerskib indtil 1976, hvor det blev sat til salg og samme år opkøbt af læge Torben Grønning Mikkelsen fra Thisted. Netop Torben G. Mikkelsen ejede skibet til han i foråret 2009 gik bort, det havde dog i en længere periode op til dette været hans hensigt at skænke Lodsbåden til Limfjordsmuseet og denne hensigt blev af hans kone Bente Grønning Mikkelsen virkeliggjort. Lodsbåden blev hentet hjem i foråret 2009 og gennemrestaureret. I dag fungerer Lodsbåden som en sejlende museumsgenstand, og ligger i Frederik VII’s Kanal lige ved Limfjordsmuseet.
Restaureringen af LODSEN er støttet af Skibsbevaringsfonden.
Fakta om Lodsbåden (1929)
Byggested: Glyngøre Værft
Bådebygger: Ove Christensen
Konstruktion: Kravelbygget lodsbåd med krydserhæk. Skrogtypen har et tæt familieskab
med pennalhuset, men er af en slankere og mere let løbende konstruktion.
Materiale: Oprindeligt fyr på eg – efter forlis, eksplosioner og vedligehold i perioden efter 1959-76 er klædningen dog løbende og i vid udstrækning udskiftet til lærk.
Længde: 8,35 meter
Bredde: 2,95 meter
Dybgående: 1,19 meter
Farve: lodsgrøn – oprindelig hvid
BRT: 5,49 (Bruttoregistertonnage – skibets samlede indvendige rumfang)
Motor: Bolinder-Munktell fra 1962, 32 Hk.
Skruediameter: 0,8 m.