UNESCO anerkender levende kulturarv

Klinkbyggede træbåde – og traditionerne omkring dem – er nu officielt anerkendt af UNESCO som levende kulturarv, der skal sikres og bevares for kommende generationer.

Klinkbyggeri skal bevares

I mere end et år har vi sammen med en række maritime samarbejdspartnere i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Færøerne og Island krydset fingre for at vores arbejde kan komme på en af verdens mest prestigefyldte lister over kulturarv.

Og nu er det officielt, at UNESCO optager de nordiske klinkbådstraditioner på listen over menneskehedens immaterielle kulturarv. Det betyder, at de klinkbyggede træbåde – og traditionerne omkring dem – nu officielt er anerkendt af UNESCO som levende kulturarv, der skal sikres og bevares for kommende generationer.

OTO3047 scaled
Aase 1

Nu spørger man måske, hvad det der klinkbygning egentlig er for noget. Klinkbygning er en nordisk håndværkstradition, hvormed man i mere end 1000 år har bygget træbåde. Lidt forenklet handler det om, at underkanten af den overliggende planke rager ud over kanten af den underliggende planke. Tænk eksempelvis på vikingeskibene – de var klinkbyggede. Hvis du stadig er i tvivl, så kig på billederne af nogle af Limfjordsmuseets klinkbyggede fartøjer – vi har faktisk 10 sejlende klinkbyggede fartøjer – og endnu flere i vores udstillinger og magasiner. Noget af det mest fascinerende ved klinkbygningen er, at to både, der er bygget med 1000 års mellemrum rent faktisk kan fremstå som identiske.

På Limfjordsmuseet har vi i mere end 50 år forpligtet os selv til at beskytte, bevare og udbrede kendskabet til disse både og ikke mindst håndværket omkring dem. Med optagelsen på UNESCOs repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv anerkender det internationale samfund, at det at kunne bygge og bruge de nordiske, klinkbyggede både skal bevares for eftertiden. Det er vi både glade og stolte over.

Limfjordsmuseet er det statsanerkendte museum i Jylland, der med et historisk bådebyggeri arbejder mest aktivt med klinkbygningen – både i form af nybygning, bevaring, formidling og ikke mindst sejlads. Denne opgave tager vi endnu mere seriøst nu.

Den levende kulturarv bliver udover vedligehold af skibe også holdt i live af et aktivt Sjægtelaug. Med ugentlige sejladser er det et sejlende fællesskab, hvor alle, der har lyst til at sejle med sjægte og andre klinkbyggede joller, er velkomne. Limfjorden er Løgstørs største legeplads, og det er en unik fritidsaktivitet med smukke naturoplevelser og vind i håret.

DJI 0082 1 scaled

Klinkbygning i Limfjorden 

På kortet kan du finde og læse om de foreninger, virksomheder og institutioner ved Limfjorden,
som aktivt arbejder med og bevare den stolte klinkbygningstradition.