Påske på Limfjordsmuseet
Påsken markerer starten på en ny sæson, og vi glæder os til at byde jer velkommen med sjove aktiviteter for hele familien.
Tag på æggejagt, naturjagt eller historiejagt på egen hånd – og byg små træbåde i Baghuset. I kan også fange krabber, lege på legepladsen eller nyde madpakken ved fjorden.
Børn har altid gratis adgang.
God påske!

Historiejagt
I får udleveret et kort med 8 poster spredt rundt i området. Jeres opgave er at finde posterne og løse de små opgaver undervejs. I bestemmer selv rækkefølgen – bare I kommer hele vejen rundt!
Ved hver post skal I finde det rigtige svar og vælge det tilhørende bogstav. Når alle opgaver er løst, sidder I tilbage med en række bogstaver, der tilsammen danner et hemmeligt kodeord.
Har I knækket koden? Så kan I hente en lille præmie hos kustoden i oplevelsescenteret som bevis på jeres historiske snilde.
Alle dage, på egen hånd.

Naturjagt
Med et kort i hånden skal I finde 8 poster i området og løse naturrelaterede opgaver undervejs. I bestemmer selv, hvilken rækkefølge I tager posterne i – bare I finder dem alle!
Ved hver post skal I finde det rigtige svar og notere det bogstav, der hører til. Når alle poster er gennemført, sidder I tilbage med en række bogstaver, der tilsammen danner et hemmeligt kodeord.
Når I har knækket kodeordet, venter der en lille præmie, som kan hentes hos kustoden i oplevelsescenteret.

Små skibe
Vi nørkler i Limfjordsmuseets baghus, hvor vi laver træskibe. Børn kan selv dekorere sejlet og samle skibet. Det er en hyggelig aktivitet, som indbyder til fordybelse og hygge i autentiske rammer.
Bådbygge-kit koster 30,-
Mandag til fredag 13.00 – 16.00

Æggejagt
Hele påsken kan I tage på æggejagt rundt på museet – en hyggelig aktivitet for børn og barnlige sjæle.
Æggejagten kan gennemføres i hele museets åbningstid fra lørdag den 19. april til og med mandag den 28. april. I starter jagten ved at henvende jer i museumsbutikken i Oplevelsescenteret, hvor I får alt, hvad I skal bruge.
Når I har fundet alle æggene og løst opgaven, venter der selvfølgelig et påskeæg som præmie.

Vi kigger efter krabber
Er krabberne mon kommet frem fra deres skjul? Kom og hjælp os med at finde ud af det!
På bådebroen er der gode chancer for at spotte krabber og andre smådyr – og måske endda fange nogle af dem. Limfjordsmuseet har krabbestænger og net, som I kan låne i museets åbningstid, så I er godt udstyret til jeres krabbesafari.
En sjov og sanselig oplevelse for hele familien – helt tæt på fjordens liv!

Kast sten i vandet
Okay okay… Limfjordsmuseet har ikke patent på Limfjorden, og her er entréen ganske gratis for både børn og voksne – MEN vi vil stadig slå et slag for at afsætte tid i påsken til at gå ned til vandet. Leg på stenene, kast småsten i fjorden eller byg noget af muslingeskaller og sten. Nyd udsigten og mærk roen.

Maritim legeplads
Limfjordsmuseets legeplads har altid åbent. Den maritime legeplads indeholder blandt andet en stor drejbar ruse, en halv båd med klatrenet og et ror, og I finder også klassiske gynger, en rutsjebane og en svævebane, så der er lagt op til masser af leg. Når batterierne trænger til at blive ladet op, kan I købe is og vand i museumsbutikken.