Mindesmærke for en mønsterbryder

Opvækst

I 1679 blev der født en dreng i Løgstør. Det var ikke forudbestemt, at drengen, Peder, skulle opnå noget ud over det sædvanlige. Løgstør var på det tidspunkt ikke meget mere end et fiskerleje med begyndende handels- og søfartsambitioner. Og selvom byen lå midt i Limfjorden, var stedet alt andet end verdens navle. Peder blev født ind i en fattig fiskerfamilie, og alt pegede på, at han, ligesom sin far og de fleste andre i Løgstør, skulle blive fisker.

Men Peder viste fra barnsben evner ud over det sædvanlige. De akademiske evner var måske ikke det første, man bemærkede i det lille fiskerleje, men alle kunne se, at drengen viste betydelige evner for udførelsen af mekaniske arbejder. Mod alle odds, og i strid med datidens begrænsede muligheder for social mobilitet, blev det besluttet, at det ikke var i fiskeriet, Peder skulle søge sin fremtid, men derimod i uddannelse.

I en alder af 17 år blev Peder derfor sendt til Aalborgs Lærde Skole. På grund af faderens fattigdom måtte Peder dog selv bidrage til sit underhold ved at fremstille stempler og reparere mekaniske og musikalske instrumenter. Også i Aalborg anerkendte man hans evner, og i 1703 blev han optaget på Københavns Universitet.

Videnskabelige landvindinger og tab

Ved sin tiltrædelse fandt Horrebow observatoriet på Rundetårn i en meget dårlig forfatning, og han kastede sig straks over en række reparationer og forbedringer. I årene 1716-20 gennemførte han en række astronomiske landvindinger, hovedsageligt for at følge op på Ole Rømers store arbejde. Det var også her omkring, at Peter den Store (zar af Rusland) ønskede at få Horrebow med sig tilbage til Rusland som sin hofastronom. I disse år gav Horrebow sig også af med lægevidenskabelige undersøgelser og forsvarede i 1725  sin medicinske doktorgrad. 

Horrebow viste sig ikke kun at være en dygtig praktisk astronom; også teoretisk udmærkede han sig. Han opfandt en ny metode til at bestemme et steds geografiske bredde. Metoden var både genial og forud for sin tid. Men en ny københavnsk katastrofe skulle forhindre, at Horrebow opnåede samtidens anerkendelse for sin opfindelse.

I 1728 ramte katastrofen både Horrebow og hovedstaden, da Københavns Brand fortærede store dele af byen. Ilden sprang fra Trinitatis Kirke over til Rundetaarn og trængte ind i observatoriet, der var bygget af bindingsværk. Horrebow mistede ikke kun alle sine ejendele og instrumenter, men også resultaterne af årtiers forskning. Kun et enkelt skrin, indeholdende nogle få af Rømers og hans egne skrifter, lykkedes det ham at redde ud af flammehavet. Katastrofen var næsten uoverkommelig – både for observatoriet i Rundetaarn og Horrebow selv.

Horrebow, der havde en stor familie at forsørge, fik en smule hjælp af en velgører, der også lod nogle instrumenter i tårnet reparere, forærede Horrebow nogle bøger og gav ham fri adgang til sit bibliotek. Men hans livs største opdagelse, metoden til at bestemme et steds geografiske bredde, gik tabt. Opdagelsen blev ganske simpelt glemt, indtil den i 1833 blev genopdaget af den amerikanske astronom Andrew Talcott. I dag bærer opdagelsen begges navn i form af Horrebow-Talcott-metoden. Og det er særligt takket være denne opdagelse, at man fandt det passende at opkalde et krater på Månen efter Peder Horrebow – søn af en fattig fisker fra Løgstør.

Erasmus Montanus

Der findes imidlertid også en helt anden vinkel på Peder Horrebow. En vinkel der går ud over mønsterbryderen og videnskabsmanden.

Horrebow har nemlig dannet baggrund for karakteren Erasmus Montanus i stykket af samme navn af Ludvig Holberg. Stykket handler om den unge student Rasmus Berg, der er taget til København for at studere. Efter nogle år vender han tilbage til sin fødeegn, hvor han optræder arrogant og bedrevidende.

Det kan måske undre, at en Horrebow fremstilles som en latterlig karikatur i det kendte teaterstykke. Årsagen findes i et intenst fjendskab mellem Holberg og Horrebow. Baggrunden for striden var, at de to var i skarp konkurrence om et ledigt professorat i 1714. Som tidligere nævnt vandt Horrebow professoratet og blev leder af observatoriet på Rundetårn, men med i købet vandt han i Holberg også en livslang fjende.

Baggrunden var ikke blot, at Horrebow vandt professoratet, men også at der blev indgået et kompromis, hvor en del af Horrebows professorløn skulle gå til Holberg. Da Horrebow ikke altid var lige god til at betale, endte det flere gange i retssager. Ofte måtte Horrebow lide den tort at blive hånet af den veltalende Holberg. Særligt slemt har det nok været, at han blev inspiration for Erasmus Montanus, og som om det ikke var nok, tilføjede Holberg yderligere spot til skade med et krænkende digt:

”Een med Astronomi sig plager, bryder Hierne
Sig bryster, glæder, at han fundet har en Stierne;
I Melcke Vejen han så lenge vandret har,
at han på jorden slet og ret er blevet til en Nar”

Historien om Horrebow er både forbavsende og atypisk – og den bliver ikke mindre farverig af, at han kan kobles sammen med Erasmus Montanus. Det er for det første historien om en mønsterbryder i en tid, hvor det var næsten umuligt at bevæge sig ud af den klasse, man nu engang var født ind i. Ikke desto mindre tog Horrebow rejsen fra fattig fiskersøn til professor og internationalt anerkendt videnskabsmand. Historien om Peder Horrebow er dog også historien om skæbnens ubarmhjertighed. Om en brand, der på minutter fortærede livsværk. Om et menneskes formidable resultater, der først for alvor blev anerkendt lang tid efter hans død. Og så er det ikke mindst historien om en udødelig status gennem Erasmus Montanus- en status, som dog ikke er helt retvisende i forhold til Horrebows resultater, og noget han helt sikkert gerne ville have været foruden. Men det er først og fremmest historien om en mønsterbryder med en forunderlig skæbne.

Det er denne historie, man med mindesmærket Rundetårn i Løgstør har bevaret for eftertiden.