Mindesmærke for en mønsterbryder

Kun få danskere har fået opkaldt en lokalitet efter sig på Månen – en af dem er Peder Horrebow, født i Løgstør i 1679. Paradoksalt blev han ikke fremhævet i hverken sit land eller sin fødeby. Med Mindesmærket – Rundetårn i Løgstør – vil Løgstør hylde et af sine bysbørn og en af Danmarks helt store videnskabelige personligheder.

Dette er historien om et menneske, der nåede store videnskabelige landvindinger, reddede uvurderlig viden fra at gå tabt under Københavns brand i 1728 og som stod bag den efterfølgende genopbygning af observatoriet i Rundetaarn – et højteknologisk centrum på den tid. At det samme menneske også har fået en plads i den danske kulturhistorie som inspiration for Ludvig Holbergs ”Erasmus Montanus”, gør kun historien endnu mere farverig.

Historien handler dog først og fremmest om en af Danmarkshistoriens helt store mønsterbrydere. Og selvom denne historie har mere 300 år bag sig, så rummer den også relevans for nutiden. Det er først og fremmest historien om, hvordan man kan nå store resultater på trods.

Peder Horrebow er et fantastisk eksempel på, hvordan evner og flid kunne føre én fra samfundets bund til dets højeste akademiske tinder – vel at mærke i en tid, hvor social mobilitet var næsten umulig.

 

skib gnm kanal storyhunt

Opvækst

I 1679 blev der født en dreng i Løgstør. Det var ikke forudbestemt, at drengen, Peder, skulle opnå noget ud over det sædvanlige. Løgstør var på det tidspunkt ikke meget mere end et fiskerleje med begyndende handels- og søfartsambitioner. Og selvom byen lå midt i Limfjorden, var stedet alt andet end verdens navle. Peder blev født ind i en fattig fiskerfamilie, og alt pegede på, at han, ligesom sin far og de fleste andre i Løgstør, skulle blive fisker.

Men Peder viste fra barnsben evner ud over det sædvanlige. De akademiske evner var måske ikke det første, man bemærkede i det lille fiskerleje, men alle kunne se, at drengen viste betydelige evner for udførelsen af mekaniske arbejder. Mod alle odds, og i strid med datidens begrænsede muligheder for social mobilitet, blev det besluttet, at det ikke var i fiskeriet, Peder skulle søge sin fremtid, men derimod i uddannelse.

I en alder af 17 år blev Peder derfor sendt til Aalborgs Lærde Skole. På grund af faderens fattigdom måtte Peder dog selv bidrage til sit underhold ved at fremstille stempler og reparere mekaniske og musikalske instrumenter. Også i Aalborg anerkendte man hans evner, og i 1703 blev han optaget på Københavns Universitet.

skib gnm kanal storyhunt
kroppedal ole roemer 001 03

Opdaget af rigets førende videnskabsmand

På Københavns Universitet fattede rigets førende videnskabsmand, astronomen Ole Rømer, straks interesse for hans evner. Rømer tog den unge mand til sig og skaffede ham lidt fortjeneste ved at lade ham assistere ved inddelingen af astronomiske instrumenter.

Peder Horrebow tog først en uddannelse i teologi. Hans dygtighed indenfor astronomi førte dog  i stedet til en ansættelse som Ole Rømers assistent på observatoriet på Rundetaarn. Ole Rømer var dybt imponeret over den unge Peders evner. Faktisk imponerede den unge mand så meget, at Rømer udtalte, at Peder Horrebow havde kvalifikationer til at blive Mathematum Supriorum (ledende observator) på observatoriet i Rundetaarn – en af datidens højeste videnskabelige positioner.

Det var dog ikke blot et spørgsmål om kvalifikationer. Stillingen var ikke ledig, og i 1705 måtte Peder Horrebow derfor tage til takke med en huslærerplads hos baron Frederik Krag i Jylland. Horrebow betragtede selv de følgende års undervisning af baronens ”fornemme ynglinge” som et ”fangenskab” I 1711 vendte han tilbage til København. Her var hans velgører, Ole Rømer, imidlertid død, og stillingen som ledende observator var gået til en Laurits Schive.

Samme år som Horrebow vendte tilbage til København, meldte pesten sin ankomst til byen. Og da en af de mange ofre var observator Schive, opstod der pludselig en mulighed for at opnå den prestigefyldte og eftertragtede stilling. I skarp konkurrence med flere andre kandidater lykkedes det i 1714 Horrebow at opnå titlen som professor og leder af observatoriet på Rundetaarn.

kbh brand95

Videnskabelige landvindinger og tab

Ved sin tiltrædelse fandt Horrebow observatoriet på Rundetårn i en meget dårlig forfatning, og han kastede sig straks over en række reparationer og forbedringer. I årene 1716-20 gennemførte han en række astronomiske landvindinger, hovedsageligt for at følge op på Ole Rømers store arbejde. Det var også her omkring, at Peter den Store (zar af Rusland) ønskede at få Horrebow med sig tilbage til Rusland som sin hofastronom. I disse år gav Horrebow sig også af med lægevidenskabelige undersøgelser og forsvarede i 1725  sin medicinske doktorgrad. 

Horrebow viste sig ikke kun at være en dygtig praktisk astronom; også teoretisk udmærkede han sig. Han opfandt en ny metode til at bestemme et steds geografiske bredde. Metoden var både genial og forud for sin tid. Men en ny københavnsk katastrofe skulle forhindre, at Horrebow opnåede samtidens anerkendelse for sin opfindelse.

I 1728 ramte katastrofen både Horrebow og hovedstaden, da Københavns Brand fortærede store dele af byen. Ilden sprang fra Trinitatis Kirke over til Rundetaarn og trængte ind i observatoriet, der var bygget af bindingsværk. Horrebow mistede ikke kun alle sine ejendele og instrumenter, men også resultaterne af årtiers forskning. Kun et enkelt skrin, indeholdende nogle få af Rømers og hans egne skrifter, lykkedes det ham at redde ud af flammehavet. Katastrofen var næsten uoverkommelig – både for observatoriet i Rundetaarn og Horrebow selv.

Horrebow, der havde en stor familie at forsørge, fik en smule hjælp af en velgører, der også lod nogle instrumenter i tårnet reparere, forærede Horrebow nogle bøger og gav ham fri adgang til sit bibliotek. Men hans livs største opdagelse, metoden til at bestemme et steds geografiske bredde, gik tabt. Opdagelsen blev ganske simpelt glemt, indtil den i 1833 blev genopdaget af den amerikanske astronom Andrew Talcott. I dag bærer opdagelsen begges navn i form af Horrebow-Talcott-metoden. Og det er særligt takket være denne opdagelse, at man fandt det passende at opkalde et krater på Månen efter Peder Horrebow – søn af en fattig fisker fra Løgstør.

kbh brand95
rundetaarn

Rundetaarns genopbygning

I 1730 lykkedes det Horrebow at få kongen til at bevillige 300 rigsdaler til reparation af både Rundetaarn og astronomiske instrumenter. Rundetaarn var på det tidspunkt Danmarks højeste bygning med sine 34,8 meter. Horrebow lagde nu al sin energi i genopbygningen af Rundetaarn – de nye videnskabelige landvindinger måtte vente. Der gik lang tid, inden observatoriet kom i orden, og det fik aldrig så gode instrumenter som dem, Rømer og Horrebow havde konstrueret i forening. Men i 1741 lykkedes det endeligt at få Rundetaarn genindrettet til et observatorium, nu med et mindre tårn bygget oven på det gamle. På det tidspunkt var Horrebows egen evne til at observere gennem stjernekikkerterne dog blevet ringe, og han måtte lade sine sønner Christian og Andreas udføre observationerne.

I sine sidste år fremstod Peder Horrebow som en knækket mand. Ikke kun på grund af brandens katastrofale følger for både hans egen og mentoren Ole Rømers forskning, men også fordi han var medtaget af alderen og havde økonomiske problemer – eller ”næringssorg”, som man kaldte det på den tid. Han døde i 1764 efter at have fået 20 børn, hvoraf de 13 overlevede.

Erasmus Montanus og Per Degn scaled

Erasmus Montanus

Der findes imidlertid også en helt anden vinkel på Peder Horrebow. En vinkel der går ud over mønsterbryderen og videnskabsmanden.

Horrebow har nemlig dannet baggrund for karakteren Erasmus Montanus i stykket af samme navn af Ludvig Holberg. Stykket handler om den unge student Rasmus Berg, der er taget til København for at studere. Efter nogle år vender han tilbage til sin fødeegn, hvor han optræder arrogant og bedrevidende.

Det kan måske undre, at en Horrebow fremstilles som en latterlig karikatur i det kendte teaterstykke. Årsagen findes i et intenst fjendskab mellem Holberg og Horrebow. Baggrunden for striden var, at de to var i skarp konkurrence om et ledigt professorat i 1714. Som tidligere nævnt vandt Horrebow professoratet og blev leder af observatoriet på Rundetårn, men med i købet vandt han i Holberg også en livslang fjende.

Baggrunden var ikke blot, at Horrebow vandt professoratet, men også at der blev indgået et kompromis, hvor en del af Horrebows professorløn skulle gå til Holberg. Da Horrebow ikke altid var lige god til at betale, endte det flere gange i retssager. Ofte måtte Horrebow lide den tort at blive hånet af den veltalende Holberg. Særligt slemt har det nok været, at han blev inspiration for Erasmus Montanus, og som om det ikke var nok, tilføjede Holberg yderligere spot til skade med et krænkende digt:

”Een med Astronomi sig plager, bryder Hierne
Sig bryster, glæder, at han fundet har en Stierne;
I Melcke Vejen han så lenge vandret har,
at han på jorden slet og ret er blevet til en Nar”

Historien om Horrebow er både forbavsende og atypisk – og den bliver ikke mindre farverig af, at han kan kobles sammen med Erasmus Montanus. Det er for det første historien om en mønsterbryder i en tid, hvor det var næsten umuligt at bevæge sig ud af den klasse, man nu engang var født ind i. Ikke desto mindre tog Horrebow rejsen fra fattig fiskersøn til professor og internationalt anerkendt videnskabsmand. Historien om Peder Horrebow er dog også historien om skæbnens ubarmhjertighed. Om en brand, der på minutter fortærede livsværk. Om et menneskes formidable resultater, der først for alvor blev anerkendt lang tid efter hans død. Og så er det ikke mindst historien om en udødelig status gennem Erasmus Montanus- en status, som dog ikke er helt retvisende i forhold til Horrebows resultater, og noget han helt sikkert gerne ville have været foruden. Men det er først og fremmest historien om en mønsterbryder med en forunderlig skæbne.

Det er denne historie, man med mindesmærket Rundetårn i Løgstør har bevaret for eftertiden.

Erasmus Montanus og Per Degn scaled

Etableringen af ”Rundetårn i Løgstør” er støttet af:

Lokalhistorisk Forening for Løgstør og Omegn

Kaptajn J. Chr. Jensen og Hustru Magdalene, født Schou’s Fond

Løgstør Lokale Kulturråd

Den Almennyttige Erhvervs- og Kulturfond Løgstør

Spar Nord Fonden

Vindpark Thorup-Sletten

Kunst og Kultur Løgstør

Christian den Fjerdes Laugs Fon

Løgstør Rotary Klub

Til minde om Hanne og Gravers Graversen

Løgstør Turistforening

Sparekassen Danmark Fonden Himmerland

Vesthimmerlands Kommune

Randers Tegl A/S

HMC A/S

Limfjordsmuseet