Limfjordsfortællinger

Vær med, når vi sejler ned ad Frederik VII’s Kanal og ind i historien. Det er historien om 400 tyske arbejdere, der udgravede kanalen ved håndkraft, kanalens virke og storhedstid, og historien om hvad det har gjort ved naturen omkring kanalen.

I juli og august byder Limfjordsmuseet på guidede sejlture på Frederik VII’s Kanal. Gå om bord i museets turbåd GREVINDE DANNER og sejl ud i historien på kanalen.

Hvad har 4,4 km kanal ganske få meter væk fra Limfjordens kyst, en kæmpe undersøisk sandbanke, en storm langs den jyske vestkyst og 400 tyske arbejdere til fælles? Det kan I alt sammen blive klogere på, hvis I kommer med på en sejlende fortælling på Frederik VII’s Kanal. Turen tager jer igennem et unikt kultur- og naturlandskab i læ af brinkerne og under broerne. Undervejs fortæller jeres guide den spændende historie om kanalens tilblivelse. I Lendrup lægger båden til ved Kanalbetjenthusene, hvor der er skiftende udstillinger om kanalen og fjorden. Her kan også købes sodavand og kaffe. På hjemturen runder vi Løgstør havn og oplever det historiske havnemiljø fra søsiden.

 

Hvornår?

Mandag til fredag kl. 11.00 og 14.00
i uge 27-32 (1. juli – 9. august).

Mandag til fredag kl. 14.00 i uge 33 og 34 (12.  – 23. august)

Varighed: 1½ – 2 timer.

Ved meget dårligt vejr aflyses turen og billetten refunderes.

Hvor?

Afgang fra broen ved Kanalfogedboligen, Kanalvejen 40, 9670 Løgstør
Vi lægger til ved Kanalbetjenthusene i Lendrup, hvor der kan købes sodavand og kaffe.

Pris

120 kroner for børn og voksne

Billetten giver også adgang til Limfjordsmuseets udstillinger samt lån af robåde.

Det med småt

Med max 28 personer i båden, anbefaler vi at I bestiller plads i god tid på tlf. 9867 1805 eller via online booking.
Da det er en åben båd, anbefaler vi, at man klæder sig efter vejret.

Børn under 12 år skal bære redningsvest på turen. Limfjordsmuseet udlåner redningsveste.

Husk at det også er muligt at booke en privat guidet sejltur. Det koster kr. 3.000,- for leje af hele båden til en tur på 2 timer med egen skipper og guide.

Vælg dato og køb din billet