Frederik VII’s Kanal
Som et af Nordjyllands syv vidundere skærer Frederik VII’s Kanal sig igennem landskabet ved Løgstør og udgør Løgstørs nok mest spektakulære attraktion. Kanalen er 4,4 km lang, 28 m bred og 3 m dyb og blev gravet med håndkraft af 400 tyske arbejdere i 1856-61. I sin tid var udgravningen en enorm bedrift. En lokalhistoriker sammenligner bygningen af kanalen med to storebæltsbroer.
Trafikalt knudepunkt
Baggrunden for kanalens tilblivelse var de store sandbanker ud for Løgstør, kaldet Løgstør Grunde, der fungerede som en prop i Limfjorden. Skiden Grund, som de tidligere var kendt som, besværliggjorde livet for skibsfarten helt tilbage fra Christian IV’s tid. For at passere grundene skulle større skibe losse deres last over på fladbundede pramme. Det lettede skibenes vægt, og med den mindre dybgang kunne skibene liste sig forbi grundene. Det var dyrt og møjsommeligt. Udgravningen af kanalen var derfor kærkommen. Frederik d. VII’s Kanal var en succes, og næsten skibe 3000 sejlede gennem kanalen da trafikken var på sit højeste i 1899.
Den fredede kanal ligger i dag som et mægtigt kulturminde, men rummer også helt særlige naturværdier. Den består af menneskeskabte kalkoverdrev og strandenge, og den kalkholdige bund er hjemsted for flere sjældne planter. Snapseriet inviterer jer med på sanketure, hvor I kan lære meget mere om den unikke natur langs kanalen.
Genåbning
Frederik VII’s Kanal (Løgstør Kanal) var i brug frem til 1913. Efter lukningen opdæmmedes kanalen ved Lendrup for at forhindre tilsanding, og kanalen blev erklæret for et fredet kulturminde i 1958. I dag ligger den som et minde om fortidens ingeniørkunst og limfjordsfolkenes kamp med fjordens umådelige kræfter. Limfjordsmuseet har sammen med byen kæmpet for at vække kanalen op af tornerosesøvnen. Ambitionen er at skabe et mere oplevelsesrigt besøg på museet og styrke områdets stedbunde og autentiske potentialer. Limfjordsmuseet arbejder derfor nu på at få genåbnet Frederik VII’s kanal for masteførende skibe, så man kan sejle igennem Limfjorden, som man gjorde i 1861.