Frivillighed

Limfjordsmuseet har et stort og uundværligt samarbejde med frivillige. Snapseriet, værkstedet, guidede ture, brodrejning, sejlture og kogelauget er eksempler på opgaver, hvor de frivillige er en bærende kraft. Vi ser det som et win-win sampil, hvor de frivillige får spændende og ansvarsfulde opgaver og ressourcer til at løse dem, og museet får løst en mængde opgaver, som vi ikke ellers har ressourcer til at løfte.

På Limfjordsmuseet er vi så heldige at have en stor gruppe af engagerede frivillige ildsjæle, der er med til at holde hjulene i gang. Godt 80 frivillige lægger deres kræfter på museet. De frivillige kaster sig over alt fra bådebyggeri til guidede sejlture og omvisninger, muslingetilberedning og arkivarbejde. Uden de frivillige var der ikke et museum, og museet sætter stor pris på de frivillige kræfter.

Vores frivillige er alt fra chauffører og smede til skolelærere og ingeniører. Din baggrund er ikke så vigtigt, bare du er engageret og har lyst til at være med på holdet. Kunne det være noget for dig at være frivillig på Limfjordsmuseet, så ring på 9867 1805 eller kom forbi til en kop kaffe og hør nærmere.

 

Bådebyggeriet

I Det Historiske Bådebyggeri restaurerer vores stab af dygtige håndværkere og frivillige de sejlende museumsgenstande og holder de gamle maritime håndværk i hævd. Bådebyggeriet er også et samlingspunkt for mange af museets frivillige. Ved et besøg på bådebyggeriet fortæller museets ansatte og frivillige gerne om arbejdet med de historiske fartøjer.

Mange frivillige har deres daglige gang på museet, hvor de er en fast del af det aktive værksted. Andre kommer fra tid til anden. Museets frivillige er også med til at vedligeholde museet og dets udstillinger.

OTO3049 1 scaled
Kirstine scaled

Kirstine

Limfjordsmuseet er begunstiget med frivillige, der har stor erfaring med træskibshåndværket – og sejlads. Siden 2013, hvor vi købte Kirstine, har frivillige kræfter været afgørende for, at vores største bevaringsværdige fartøj i dag sejler og lever. Med deres viden og kundskaber har de frivillige ansvarsfulde opgaver omkring Kirstine. Først under restaureringen, og nu med vedligeholdelse, klargøring, rigning og sejlads.

Der er plads til flere i fællesskabet omkring Kirstine – også uerfarne træskibssejlere. For missionen er at overlevere viden og kundskaber til nye skippere, styrmænd, gaster og håndværkere. På den måde er vores frivillige med til at levendegørende og bevare den maritime kulturarv. Og ikke mindst få fantastiske oplevelser med på vejen!

Sejlere, guider og brodrejere

Om sommeren sejler vores turbåd GREVINDE DANNER mandag til fredag, hvor der på alle ture er en sejler og en guide. Alle sejlturene fortages af vores stærke stab og frivillige. Når der sejles, åbnes Danmarks ældste fungerende drejebro også, og den kræver mandekræfter. Her er det vores brodrejere, der træder til og sørger for, at der kan sejles igennem. 

Vi tilbyder også guidede ture og rundvisning på museet. Det er også gerne en af vores frivillige, der tager jer med rundt og fortæller både om museets bygninger, historie, Frederik VII’s Kanal og naturligvis vores udstillinger.  

Grevinde Danner
Muslingehoestfest 2019 159 of 233 scaled

Limfjordsmuseets Mobile Kogelaug

På Limfjordsmuseet synes vi ikke, det er nok at kigge på den maritime kulturarv. Den skal også smages.

Museet oprettede derfor i 2017 Limfjordsmuseets Mobile Kogelaug, der tager ud til events og arrangementer og sørger for maritim mad og drikke i rigelige mængder. 

Limfjordsmuseets Mobile Kogelaug består af en dedikeret flok frivillige kræfter, der med kyndig hånd betjener en gullashkanon og en unimog, og bespiser f.eks. 1.600 glade deltagere til sejladsen Limfjorden Rundt eller koger muslinger til 2.500 gæster til Muslingefestivalen.

Sjægtelauget

I 2019 etablerede en gruppe af Limfjordsmuseets frivillige Løgstør Sjægtelaug. Det skal være et aktivt og sejlende fællesskab, hvor alle, der har lyst til at sejle med sjægte og andre klinkbyggede joller, er velkomne.

Klinkbyggede træbåde – og traditionerne omkring dem – er nu officielt anerkendt af UNESCO som levende kulturarv, der skal sikres og bevares for kommende generationer. Klinkbygning er en nordisk håndværkstradition, hvormed man i mere end 1000 år har bygget træbåde. Lidt forenklet handler det om, at underkanten af den overliggende planke rager ud over kanten af den underliggende planke. Sjægte er nogle af de både, der er bygget efter denne tradition, og som en del af sjægtelauget er man med til at holde den særlige maritime kulturarv i live.

DJI 0082 1 scaled

Sømandskor

”What shall we do with the drunken sailor” og ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande”. Det er nogle af de sange, der gjalder ud over havnen, når Limfjordsmuseets Sømandskor skaber ægte, uforfalsket sømandsstemning med deres mange maritime sange.

Før maskinkraftens tid sejlede de store sejlskibe på verdenshavene. Arbejdet med sejlads og vedligeholdelse af disse skibe var oftest hårdt og slidsomt for dets besætning og her kom shantyerne ind i billedet. En shanty var en sang, der var til for at hjælpe sømændene igennem hårde arbejdsdage og andre slidsomme pligter. Shanties blev kaldt søens poesi, men i modsætning til landjordens poesi blev shanty-melodierne oftest digtet løbende under sangen af shantymanden, og krævede derfor en sømand med et godt humør og en livlig fantasi. Desværre er langt hovedparten af de gamle shanties forsvundet sammen med de store sejlskibe, men de der er tilbage synges lystigt af Limfjordsmuseets Sømandskor.

Var det noget for dig at være med eller kunne du have lyst til at høre Sømandskoret synge, så kontakt Jørn Nygaard Christensen
på tlf. 5195 3399

Snapseriet

Limfjordsmuseets eget snapseri drives også af frivillige, der både sanker planter og urter, tilsmager snapsen og afholder arrangementer. De inviterer også indenfor om sommeren.

Læs mere her.

Vægterlauget

Sommeren igennem kan man opleve de Løgstør Købstads Vægterlaug på nærmeste hold, når de går gennem byens gamle bydel, hvor de fortæller om byens historie.

Læs mere her.

Alt det andet

Vi bruger frivillige til en række mindre opgaver eller som en del af byens mange arrangementer. Det kan være alt fra sortering af bøger til istandsættelse eller opstilling af borde og stole.

Vil du være en del af holdet?

Vil du være sejler, guide, brodrejer, en del af kogelauget eller andet, så tøv endelig ikke med at kontakte os på [email protected] eller 9867 1805.