Limfjorden samlet i en App

Fra Hals til Thyborøn – oplevelserne står i kø, når man som sejler eller landkrabbe bevæger sig igennem Limfjordslandet. En ny app giver for første gang en samlet indgang til de mange smukke og spændende maritime kulturmiljøer, Limfjorden har at byde på.  

 

Med en samlet overflade på godt 1.500 km2 og en kystlinje på omkring 2.000 km er Limfjorden Danmarks største fjordområde, så der er nok at tage fat på, når det kommer til at beskrive Limfjordens herligheder. Og fra Ertebølles køkkenmøddinger fra 5.200 f. Kr. til den nye, transformerede Aalborg havn skulle der også være oplevelser for enhver smag, hvis ferien eller dagsturen går til Limfjordsegnene. Og de er alle sammen til at finde i den nye Limfjords-app. 

Et væld af historier

Hvad er lige historien bag Attrup-Øland dæmningen? Og hvem var det nu lige der byggede Vitskøl kloster? For besøgende på eller ved Limfjorden vrimler det med små og store spændende historier, men ofte kan det være svært at finde frem til dem ude i felten. Det skal den nye Limfjords-app råde bod på. Med et samlet overblik over Limfjordens mange kulturmiljøer giver app’en en unik indgang til at udforske fjorden. Tanken er, at app’en både kan bruges i marken, når man står ved en havn, en bro eller en færgekro og gerne vil vide lidt mere, og derhjemme som et planlægnings-værktøj til ferien eller dagsturen. 

En samlet destination

App’en henvender sig såvel til sejlere som til landværts turister. Selv om Limfjorden er et af verdens mest attraktive områder for lystsejlere, kommer størstedelen af de besøgende fortsat i bil, til fods eller på cykel, og derfor er der lagt vægt på, at app’en henvender sig bredt. ”Vi er utroligt glade for, at vi har fået mulighed for at lave en samlet præsentation af Limfjordens maritime kulturmiljøer”, udtaler museumsdirektør Anders Bloksgaard. ”Vi opfatter Limfjorden som et samlet hele, og vil gerne give både sejlere og landværts besøgende en enkel og overskuelig indgang til de mange kulturmiljøer, som fjorden har at byde på”.


Også for limfjordsfolk

Det er dog ikke kun turister, der kan få glæde af app’en. Håbet er, at også lokale limfjordsfolk kan få ny viden deres eget område. I app’en er kulturmiljøerne ordnet i en række temaer, så hvis interessen går i retning af broer og færgefart, fiskeri eller noget helt tredje, kan app’en give et overblik over de kulturmiljøer, der er værd at aflægge et besøg. Forhåbentlig kan det give inspiration til at gå på opdagelse i Limfjordslandet. 

 

MARIFUS

Limfjordsapp’en er udviklet af Limfjordsmuseet i samarbejde med DR og DRs Kulturarvsprojekt samt Redia. Den blevet til i regi af Kulturarv Nord og som en del af MARIFUS-projektet. MARIFUS (Maritime Inlands – past, present and future Strenghts) er en satsning på samarbejde mellem turisme- og kulturinstitutioner i fire attraktive områder, der alle er præget af vand: Limfjorden, Vendsyssels Kattegatkyst samt Trollhätte Kanal og Vänern i Sverige. Målsætningen er at fremme bæredygtig økonomisk vækst i disse områder gennem at samarbejde om at tilbyde flere aktiviteter og oplevelser, bedre service samt en tydeligere profilering mod turister og besøgende. MARIFUS er et Interreg VIA-projekt finansieret af den Europæiske Regionale Udviklingsfond.

 

Hent app'en gratis i AppStore, søg blot under navnet: Limfjorden. Det er også at læse mere på www.marifus.dk 

 

 

 

 

Share

Løgstør Købstads Vægterlaug

vaegtere sidebar a

Sommeren igennem kan du komme på en spændende tur rundt i Løgstørs gamle gader med Løgstør Købstads Vægterlaug . Læs mere her

Sommeraktiviteter på Limfjordsmuseet

sommerpaaLIM sidebarA

På Limfjordsmuseet sker der noget hver dag hele sommere. Få selv våde fingre og kom helt ned under Limfjordens overflade. Læs mere her.

Skoletjeneste

praktiske oplysninger skoletjeneste

På Limfjordsmuseet tilbyder vi spændende og faglig formidling til børn og unge i daginstitutioner, skoler og på ungdomsuddannelser. Læs mere her

Følg restaureringen af KIRSTINE

Limfjordsmuseets Historiske Bådebyggeri har siden 2013 arbejdet med at restaurere det gamle Limfjordsfartøj KIRSTINE. Følg arbejdet med fartøjet her.

Læs mere